Frivillig i Israel ~ Volontør i Sar-el
Følger du med strømmen, eller tør du tænke selv?
-----------------------------------------------------------------------------
Hvis du kan se bort fra floskler og vanetænkning
Hvis du vil se og opleve tingene selv
Hvis dit helbred er rimelig godt
Hvis du vil være sammen med folk fra op til 85 andre lande
Hvis du kan leve lidt primitivt i en militærlejr
Hvis du kan tåle 40 graders varme
----------------------------------------------------------------------------
Så tag en eventyrlig ferie med mening i !
Send mig en mail john@hyldenet.dk eller gå direkte til
Sar-el Skandinavien i Norge http://www.sar-el.no/
Venlig hilsen John Christensen
o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o--o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-o-
lørdag den 23. maj 2009
´volontør i Israel
Tilbakemeldinger fra frivillige.
skriv ut
Jeg var for et par år siden i Israel som volontør, og ved hjemkomsten skrev jeg nedenstående på Sar-el´s hjemmeside. Desuden har jeg lavet en "annonce" på adressen frivillig-israel.webbyen.dk.
Nu får I den også:
De fleste kender fra ”gamle dage” kibbutzerne i Israel, hvor man som frivillig eller feriegæst kunne komme og arbejde med bl.a. appelsinplukning. Det kan man endnu. Man kan også komme derned som frivillig ved arkæologiske udgravninger. Det er nu så populært, at man kan risikere at skulle betale for at være med. Men en tredje spændende mulighed er deltage som frivillig i Sar-el, en civil organisation i Israel, som modtager unge og gamle fra 85 lande til arbejde og undervisning i en soldaterlejr. Det foregår inden for ”den grønne linie” d.v.s. grænserne fra før 1967, så det er sikkert nok. Man skal altså ikke i krig.
Efter et foredrag i Dansk-Israelsk selskab meldte jeg mig, og efter indledende interview og lægeundersøgelse drog jeg af sted. Det har ubetinget været min største oplevelse i mange, mange år,
Og jeg har fået sat mange forhåndsideer på plads.
Roland fra Holland og jeg blev modtaget i Tel Aviv lufthavn af en soldat og kørt direkte til lejren, hvor vi blev budt velkommen af vores boss, en ung kvindelig korporal, Ismargat, som meget dygtigt styrede os frillige fra alle mulige steder fra i verden, og fra 25 år til, som mig 70 år. Hun ledede og fordelte arbejdet, underviste os i Israels historie, geografi, sange, skaffede foredragsholdere og tog os med på rundvisning i Israel og sørgede i det hele taget for os. Kærligt ment kaldte jeg hende for Mama. Tak Ismargat.
Præcis, hvad vi arbejdede med er ikke vigtigt i denne forbindelse. Det var rutinearbejde og kan kort siges at omfatte alt det soldaterne ikke laver. Men vi fik snakket. I vores gruppe var vi ca. 15 personer fra nok 12 forskellige lande, så der var nok at snakke om. Det er ret sjovt at høre, hvor mange måder engelsk kan tales på. Og som sædvanlig: Ah, Denmark! Laudrup? Men man lærer hinanden at kende i noget, der nærmer sig venskaber. Jeg har i hvert fald lovet at skrive til Nico fra Holland, Jork fra Tyskland og Amy fra Texas.
Arbejdsugen er fra søndag til torsdag, hvorefter lejren var lukket område for os. Vi blev kørt til Tel Aviv, hvor Sar-el har et hostel, som er gratis. Der var et par, som valgte et hotel, men det koster naturligvis. Foruden gratis overnatning var der også gratis mad, så hele turen på tre uger kan sagtens gøres for et par hundrede kroner til busbilletter. På den måde nåede jeg Jaffa, Haifa og Jerusalem. Om lørdagen er det jo sabbat og busserne kører overhovedet ikke, men så gik vi på stranden med en god bog og en flaske solcreme fakta 50. Der var 40 grader i skyggen.
Jeg var interesseret i at finde ud af, hvad henholdsvis jøder og palæstinensere følte ved alt dette krigsvæsen, men de fleste svar på mine spørgsmål om de var bange eller vrede eller kede af det, var et skuldertræk. Jøderne: Vi har en god hær til at passe på os. Jeg spurgte en mand på stranden, om hvordan man reagerede under den anden Libanon krig. Han slog ud med hånden mod den feriefyldte strand og sagde ”Sådan”.Man er tryg . Man tænker ikke meget over det. Der er på en måde to lag i tilværelsen, det politiske og det hverdagen.
Jeg har måske talt med 15 mennesker, så det er jo ingen statistisk sandhed, når jeg siger, at forholdet mellem jøder og palæstinensere er som mellem danskere og svenskere. I hvert fald i Tel Aviv. Og på tur i Haifa og Jerusalem er det lidt det samme som en tur på Mallorca. En beskrivelse af livet i disse byer vil fylde en bog, så brogede er de, Så en enkelt tur er slet ikke nok.Så jeg må derned igen.
Weekenden varer fra torsdag eftermiddag til søndag morgen. Det er lidt besynderligt at gå på arbejde søndag, som jo er så indgroet fridag hos os. For Israel er fordelen ved at have sådan nogle som os til at arbejde for det første, at staten sparer omkring 60 millioner kroner om året. D.v.s. jeg hjælper Israel helt kontant ved mit arbejde. Dertil kommer den større goodwill, de nyder gennem venskaberne med os og vore lande.
For os volontører har vi glæden ved at give vores arbejde til vennen Israel, som vi også lærer noget mere om.
Og så glæder jeg bare til at få e-mails fra Marco fra Serbien, Irena fra Polen, Lennert og Nico fra Holland og fra alle de andre.
skriv ut
Jeg var for et par år siden i Israel som volontør, og ved hjemkomsten skrev jeg nedenstående på Sar-el´s hjemmeside. Desuden har jeg lavet en "annonce" på adressen frivillig-israel.webbyen.dk.
Nu får I den også:
De fleste kender fra ”gamle dage” kibbutzerne i Israel, hvor man som frivillig eller feriegæst kunne komme og arbejde med bl.a. appelsinplukning. Det kan man endnu. Man kan også komme derned som frivillig ved arkæologiske udgravninger. Det er nu så populært, at man kan risikere at skulle betale for at være med. Men en tredje spændende mulighed er deltage som frivillig i Sar-el, en civil organisation i Israel, som modtager unge og gamle fra 85 lande til arbejde og undervisning i en soldaterlejr. Det foregår inden for ”den grønne linie” d.v.s. grænserne fra før 1967, så det er sikkert nok. Man skal altså ikke i krig.
Efter et foredrag i Dansk-Israelsk selskab meldte jeg mig, og efter indledende interview og lægeundersøgelse drog jeg af sted. Det har ubetinget været min største oplevelse i mange, mange år,
Og jeg har fået sat mange forhåndsideer på plads.
Roland fra Holland og jeg blev modtaget i Tel Aviv lufthavn af en soldat og kørt direkte til lejren, hvor vi blev budt velkommen af vores boss, en ung kvindelig korporal, Ismargat, som meget dygtigt styrede os frillige fra alle mulige steder fra i verden, og fra 25 år til, som mig 70 år. Hun ledede og fordelte arbejdet, underviste os i Israels historie, geografi, sange, skaffede foredragsholdere og tog os med på rundvisning i Israel og sørgede i det hele taget for os. Kærligt ment kaldte jeg hende for Mama. Tak Ismargat.
Præcis, hvad vi arbejdede med er ikke vigtigt i denne forbindelse. Det var rutinearbejde og kan kort siges at omfatte alt det soldaterne ikke laver. Men vi fik snakket. I vores gruppe var vi ca. 15 personer fra nok 12 forskellige lande, så der var nok at snakke om. Det er ret sjovt at høre, hvor mange måder engelsk kan tales på. Og som sædvanlig: Ah, Denmark! Laudrup? Men man lærer hinanden at kende i noget, der nærmer sig venskaber. Jeg har i hvert fald lovet at skrive til Nico fra Holland, Jork fra Tyskland og Amy fra Texas.
Arbejdsugen er fra søndag til torsdag, hvorefter lejren var lukket område for os. Vi blev kørt til Tel Aviv, hvor Sar-el har et hostel, som er gratis. Der var et par, som valgte et hotel, men det koster naturligvis. Foruden gratis overnatning var der også gratis mad, så hele turen på tre uger kan sagtens gøres for et par hundrede kroner til busbilletter. På den måde nåede jeg Jaffa, Haifa og Jerusalem. Om lørdagen er det jo sabbat og busserne kører overhovedet ikke, men så gik vi på stranden med en god bog og en flaske solcreme fakta 50. Der var 40 grader i skyggen.
Jeg var interesseret i at finde ud af, hvad henholdsvis jøder og palæstinensere følte ved alt dette krigsvæsen, men de fleste svar på mine spørgsmål om de var bange eller vrede eller kede af det, var et skuldertræk. Jøderne: Vi har en god hær til at passe på os. Jeg spurgte en mand på stranden, om hvordan man reagerede under den anden Libanon krig. Han slog ud med hånden mod den feriefyldte strand og sagde ”Sådan”.Man er tryg . Man tænker ikke meget over det. Der er på en måde to lag i tilværelsen, det politiske og det hverdagen.
Jeg har måske talt med 15 mennesker, så det er jo ingen statistisk sandhed, når jeg siger, at forholdet mellem jøder og palæstinensere er som mellem danskere og svenskere. I hvert fald i Tel Aviv. Og på tur i Haifa og Jerusalem er det lidt det samme som en tur på Mallorca. En beskrivelse af livet i disse byer vil fylde en bog, så brogede er de, Så en enkelt tur er slet ikke nok.Så jeg må derned igen.
Weekenden varer fra torsdag eftermiddag til søndag morgen. Det er lidt besynderligt at gå på arbejde søndag, som jo er så indgroet fridag hos os. For Israel er fordelen ved at have sådan nogle som os til at arbejde for det første, at staten sparer omkring 60 millioner kroner om året. D.v.s. jeg hjælper Israel helt kontant ved mit arbejde. Dertil kommer den større goodwill, de nyder gennem venskaberne med os og vore lande.
For os volontører har vi glæden ved at give vores arbejde til vennen Israel, som vi også lærer noget mere om.
Og så glæder jeg bare til at få e-mails fra Marco fra Serbien, Irena fra Polen, Lennert og Nico fra Holland og fra alle de andre.
Abonner på:
Opslag (Atom)